Referat: BMI vs. Horsens Freja (Serie 1, kvinder)

BMI vs Horsens Freja 0-6 (0-2)
Der var kraftig blæst over banerne på Egelund Idrætscenter søndag, så betingelserne for den store fodboldoplevelse, så unægtelig ud til at blive en udfordring for begge hold.
Det var dog hjemmeholdet der kampen igennem var i kraftig modvind, for helt fra dommerens første fløjt tog Freja kvinderne teten mod de ellers bundrutinerede BMI spillere, og allerede efter kun et minut, kan Oline Larsen bringe Freja foran på en assist fra Ida Glargaard.
Resten af halvlegen fortsætter med et massivt pres mod den velspillende BMI keepers mål, men først i det 39. min. bringer Freja sig yderligere foran, på et fremragende hovedstød af Oline Larsen, der header bolden flot i mål, efter et præcist indlæg fra Line Bæks.
2.halvleg bliver en ensidig affære med Freja i fuld kontrol, Ida Glargaard bringer Freja foran 3 -0 i det 53. min. efter assist fra Oline. Oline er spiller Rikke Jenner fri til scoring efter 59. min.
Samantha Taylor der blev kåret til dagens Freja spiller, var ustyrlig på højre kanten og serverer bolden for Rikke Jenner, der igen er skarp og bringer Freja foran 5 – 0.
Mille Nannestad blev rykket frem i forreste kæde i de sidste minutter af kampen, og hun skulle ikke bruge mange sekunder før hun genialt spiller Pia Bovien totalt fri, Pia kvitterer med at smadre bolden i kassen til en overbevisende Freja sejr.
Hermed er vi på førstepladsen i rækken, og skal torsdag forsøge at fastholde den placering, når vi møder Skanderborg ude i den kamp der tidligere blev afbrudt pga. lyn og torden.
Truppen mod BMI:
Trine Buhl, Nanna Rasmussen, Mille Nannestad, Lærke Borggaard, Louise Elsborg, Ida Glargaard, Line Bæk, Louise Jenner, Rikke Jenner, Oline Larsen, Pia Bovien, Frida Selimann og Samantha Taylor.
Ny i Horsens Freja og på serie 1. holdet, er 18 årige Lærke Borggaard, der spillede en god kamp i midterforsvaret. Lærke har senest spillet i SIK.