Menu

Interview med Tonny Witzansky

image En glad Tonny Witzansky
Tine Agnes Larsen
31. oktober 2024 kl. 21:30
Frank Hove har lavet interview med Horsens Frejas kvindetræner om historisk oprykning i jubilæumsår

Tonny Witzansky, cheftræner for Horsens Freja

Horsens Freja er for første gang nogensinde rykket op i Kvindeserien, og I har været tæt på et par gange. Hvorfor lykkes det i denne sæson?
Det hele er gået op i en højere enhed, Vi har i denne sæson en virkelig stærk og bred trup med en solid stamme af dygtige, rutinerede spillere og fået tilgang af talentfulde nye spillere. Det har bevirket, at vi har hævet vores niveau og bundniveau. Vi har arbejdet en del med udtrykket i vores presspil, hvilket vi er lykkes godt med, og i vores omstillingspil er vi beriget med flere virkelig hurtige spillere, så vores modstandere kan aldrig føle sig trygge.    

Som klub har I fejret 75-års jubilæum i år. Hvad betyder det for jer, at det sker i et jubilæumsår?
Jeg har virkelig stor respekt for det kæmpe arbejde, bestyrelsen og mange andre lægger i Freja. I år er der brugt endnu flere ressourcer, f.eks. med en stor fest for alle medlemmer og frivillige i klubben og et specielt sæt spilletøj til 1. holdene på herrer og kvindesiden, så er det da fedt, at spillerne også viser noget ekstraordinært på banerne.

Din farfar var med til at stifte klubben i 1949. Betyder det noget særligt for dig, at du sammen med holdet og klubben skriver historie og for første gang er i Kvindeserien?
Det betyder absolut noget særligt. I taktikrummet hænger gamle billeder og avisudklip, fra dengang en flok drenge stiftede klubben ved et fællesmøde på loftet i Frejagade nr. 9, hvor min far og hans søskende boede. Der skulle være en voksen formand, og det blev så min farfar Ove Witzansky. Det var en tilfældighed, jeg selv kom til klubben, for jeg havde indstillet trænergerningen efter næsten 10 år som træner i FC Horsens. Min datter spillede og spiller stadig i Freja, og de manglede pludselig en træner og spurgte mig. Kvindefodbolden fyldte ikke meget i klubben dengang, hvor de spillede i den laveste række, og flere af klubberne i byen og oplandet havde hold i højere rækker, ikke mindst Stensballe der altid har været suverænt stærkest på kvindesiden. Så at Horsens Freja nu er den højest rangerende kvindeklub, er jeg selvfølgelig virkelig stolt over.  

Faktisk har I to kvindehold, der rykker op i denne sæson. Hvad er det for et miljø, I har skabt i Freja?
Det er jo helt fantastisk, at begge hold rykker op. Der er optimeret på træner/leder-siden, og træner Poul Skjødt gør et rigtig godt stykke arbejde. Så vi har en god stab, der kan tage hånd om alle spillere, uanset niveau, og tilbyde stort set den samme træning. Bare i denne sæson er der kommet 12 -13 nye spillere, så der pt. er ca. 38 aktive spillere, så der er altid mange til træning, og det er en stor motivation for både spillere og trænere.  

Horsens Freja er en breddeklub, og alle skal føle sig velkommen. Det er den første følelse, der rammer de fleste, når man træder ind i cafeteriaet, der næsten altid summer af liv og glade mennesker. Herre- og kvindeholdene hygger sig ofte sammen, og de fleste kender lærer hurtigt hinanden at kende. Sådan skal det også være, når man som ny spiller kommer til klubben.

Og hvad er det for en gruppe spillere, der udgør de to trupper?
Vi har gennem årene været dygtige til at tiltrække nye spillere, der f.eks. pga. uddannelse har været fraflyttet byen og er kommet tilbage, tilflyttere der har hørt godt om kvindefodbolden i Freja eller spillere, der simpelthen søger nye udfordringer og måske i forvejen kender en eller flere, der spiller her.

Vi har et stort spænd aldersmæssigt mellem 17 og 35 år, derfor vil man socialt have nemt ved at møde jævnaldrende, hvilket er et stort plus. Jeg er flere gange blevet kontaktet af spillere, der er stoppet med fodbold, fordi de føler sig for unge eller gamle i forhold til resten af truppen i deres tidligere klub, og det hører vi nærmest aldrig her.

Med de to flotte oprykninger håber vi naturligvis, at endnu flere nye spillere kigger vores vej, så vi kan fastholde positionen som bedste kvindeklub i Horsens igen i næste sæson.

Lyder det fra den stolte cheftræner 😉   

 

 

Dette er vores cookies
Luk