Ny sejr til kvinderne

Skrevet af Jes d. 16. april 2021

Referat: Aarhus 1900 vs Horsens Freja, JS Kvinder

Aarhus 1900 vs. Horsens Freja 1-3 (1-2)


Det blev til endnu 3 point på kontoen, da Frejas kvinder gæstede Aarhus 1900’s hjemmebane Fort Langenæs. Banen var piv ringe, der var vandpytter i det ene målfelt, men fodbold skal kunne spilles på forskellige underlag, og betingelserne var ens for begge hold.


Freja kom bedst fra start, og hjemmeholdet havde svært ved at holde de angrebslystne Freja spillere fra scoringschancer. Overvægt i spil og chancer gav dog først resultat efter 30 min. hvor Julie Wendelbo fra lang afstand tordner et frispark mod mål, Oline Larsen står rigtig placeret og skal blot prikke bolden den sidste meter over stregen til Freja føring 1 – 0. I det 36 min. spiller Ea Overvad, Oline fri i feltet. Oline finter deres keeper til at smide sig, hvorefter hun elegant tipper bolden i mål. Virkelig flot detalje. Aarhus 1900 er rystet, og kort efter rykker Mille Nannestad sig fri. Hun spiller uselvisk bolden på tværs til en helt fri Oline, men bolden stopper desværre i en vandpyt. I stedet spiller hjemmeholdet lynhurtigt bolden frem i banen, det resulterer i en fri-løber og 1900 reducering til 1 -2. Det var noget af en mavepuster at gå til pause med.

2. halvleg starter med overtag til hjemmeholdet, der har justeret i pausen og fået ny energi ovenpå scoringen. Freja arbejder sig godt tilbage i kampen, og helt fortjent kan Mille bringe os foran med 3 – 1, på et hårdt skud som keeperen ikke kan holde. Trods gode muligheder bliver det ikke til flere scoringer, Tasja Westberg har en stor redning 10 min. før tid, da hun kaster sig frygtløs ned i fødderne på en modspiller og blokerer for skuddet. Tasja greb sikkert ind i flere situationer, og blev kåret til ”dagens spiller”.


Helena Jacobsen var især i 1. halvleg rigtig stærkt spillende som venstre wingback, hvor hun gang på gang overspurtede modstanderne og kom til indlæg. Begge kanter Rikke og Mille, udfordrede ligeledes modstandernes forsvar gennem det meste af kampen, og Camilla Andersen var også stærkt spillende. Alle skal dog roses for en flot præstation.


Truppen: Tasja Westberg, Louise Elsborg, Julie Wendelbo, Simone Bavnsgaard, Helena Jacobsen, Mille Nannestad, Louise Jenner, Ea Overvad, Rikke Jenner, Camilla Andersen, Oline Larsen, Samantha Taylor, Caroline Hestbech og Lykke Winther.


Næste kamp er lørdag kl. 13.30 hjemme mod Romalt IF.

Dagens spiller – Tasja Westberg