Fremragende turneringsstart af Frejas kvinder

Skrevet af Jes d. 17. august 2021


Jyllandsserien: Horsens Freja – Haderslev FK 4-1

Dagens kamp var muligvis også sidste Freja kamp i lang tid fremover for stortalentet Oline Larsen, der om kort tid flytter fra Horsens og starter på studie i Aalborg. Både på og udenfor banen kommer vi til at savne Oline, der har været en markant profil i truppen, og gennem de seneste sæsoner holdets topscorer.


Heldigvis har vi rigtig en stærk trup, og det beviste vi i den grad da Haderslev gæstede Fri Bike Shop Arena. Kvinderne var i den grad klar fra start, og kun 2. min. skulle der gå, før Haderslevs keeper første gang skulle hente bolden ud af nettet ovenpå en flot aktion og indlæg fra Rikke Jenner, der køligt bliver eksekveret i mål af Camilla Andersen.
Mindre end 5. min. efter er det så Camilla der siger tak for sidst og sender Rikke afsted i dybden, og Rikke sender efterfølgende bolden flot i kassen til 2 -0.


Camilla var ikke færdig med at imponere, i det 19. min. bringer hun Freja i front med 3 -0 efter en assist fra Anne Mette Danielsen.


Haderslevs kvinder, der er nedrykker fra Kvindeserien, er absolut der ikke et dårligt mandskab, de fik da også bedre fat i kampen, og i resten af 1. halvleg holdt de Freja fra yderligere scoringer.


I pausen justerede vi lidt, og Nanna Rasmussen fik rollen som 6’er, hvilket viste sig som en god gardering mod gæsteholdet der jagtede en reducering. Rigtig farlige blev de dog aldrig, hele vores bagkæde stod rigtig stærkt, og samtidig viste vores keeper Tasja Westberg stor autoritet i feltet.


Vi har flere store chancer til at komme yderligere foran, og i det 66. min. driver AM bolden frem i højt tempo til modstandernes felt, hvor hun spiller Rikke fri til scoring og dermed 4 – 0 føring. Dermed er kampen reelt lukket, men i overtiden lykkes det lidt heldigt for gæsterne at pynte på resultatet.


Vi kan glæde os over en god sæsonstart og en fremragende holdpræstation, hvor de 13 udvalgte alle spillede en rigtig god kamp. Derfor var der også flere emner i spil, da dagens spiller skulle kåres, men trænerne kunne ikke komme uden om Anne Mette Danielsen, der var holdets Duracell kanin og fightede utrætteligt.


Truppen til dagens kamp: Tasja, Sam, Nanna, Helena, Bavne, Elsborg, Rikke, AM, Jenner, Ea, Oline, Camilla og Pia.