En hilsen fra formanden

Skrevet af Jes d. 24. april 2020

Tak for jeres gode hjerte, Freja hjertet.

I sidste uge sendte vi en mail ud til alle klubbens medlemmer, hvor vi gjorde rede for de økonomiske udfordringner Horsens Freja står over for i forbindelse med hele Covid-19 situationen i Danmark.

Foreningslivet er sat på pause, hvilket betyder vi mister mange indtægter i år, op mod 300.000,- kr. i værste tilfælde. Lige fra kontingent og sponsor aftaler til de store indtjenings muligheder vi normalvis har hen over sommeren, og som i år alle er aflyst.

I den forbindelse opfordrede vi derfor til, at det ville være en stor hjælp for Horsens Freja, hvis medlemmerne havde mulighed for at støtte klubben ved evt. at indbetale frivilligt kontingent eller måske donere et beløb, svarende til, hvad de måske alligevel ville have brugt på pølsehorn og drikkevarer i caféen.

Det er derfor med ydmyghed og stor tak, samt en klump i halsen at jeg kan fortælle at vi på nuværende tidspunkt har modtaget mere end 35.000,- kr!!

Det er simpelthen overvældende og det rører dybt, at selvom vi alle er pressede i øjeblikket, så vælger i alligevel at give, hvad der er muligt.

Vi skrev at alle beløb var velkomne og vi er taknemlige uanset størrelse, men måtte alligevel knibe en tåre, da 3. holds teamet valgte at fortælle, at de gerne ville hjælpe klubben ved ikke at modtage deres trænergodtgørelse i 2020.

Stor tak til jer alle for at udvise samfundssind, et ord vi i denne tid har hørt meget, men som vi i Freja har kendt altid, nok bare som Freja ånden; Tak for jeres velvilje alle sammen!

Vi har naturligvis fortsat stor respekt for myndighedernes beslutning og bakker 100% op om, at vi i øjeblikket står sammen –hver for sig!

Mens vi samtidig venter med spænding, og krydser fingre for, at forenings Danmark også for lov til at genåbne flere af forårets udendørs aktiviteter, så vi atter kan mødes om det vi alle sammen savner: nemlig fodbold og det gode fællesskab!

THIS IS FREJA!

Tine A. Larsen

Formand Horsens Freja

Af hjertet tak