Skrevet af Jes d. 13. september 2020

I efteråret 2018 snakkede jeg med Frejas ledelse om trænerjobbet for klubbens 1. hold. Det stod klart at det ville blive et godt projekt at se om jeg kunne få vendt den nedadgående tendens ift træningsfremmøde og træningskultur.


Det har været mit altoverskyggende projekt, og nu snart 2 år efter kan jeg sætte et solidt flueben ved at projektet er lykkedes.
Det er lykkedes med en stor opbakning fra klubbens ledelse og mange frivillige, og i særdeleshed i super samarbejde med ledergruppen blandt spillerne. Jeg vil fremhæve at de spillere, der er “gamle” Frejaspillere er vanvittig gode til at bakke op på både banen og det sociale miljø i truppen.
De spillere der kommer til Freja blir med det samme integreret, så de også hurtigt føler sig som en del af en fed trup at være i, og det gør at de nye straks byder ind på og udenfor banen. Der er et helt fantastisk sammenhold, som også i mange kampe har gjort en kæmpe forskel – spillerne gir sig max for sammenholdet, og det er blevet et stærkt DNA for os.


Samtidig vil jeg fremhæve samarbejdet med Locht, som har været en kæmpe støtte og super kollega hele vejen. Benner, Lasse, Finn og ikke mindst Peder Frandsen har også deres store andel i, at vi idag står som en tophold i s1 og s4, og at vi er 36 aktive seniorspillere på s1 og s4.
Det har været meget let for mig at sige JA tak til 2 år mere i Freja. Ganske enkelt er det et godt match, og jeg elsker det miljø vi alle er med til at skabe – sammenhold på tværs af idrætter og køn er ganske enkelt unikt.
Det første projekt med træningskulturen skal vi stadig arbejde for at opretholde, og samtidig er det nye projekt i Freja, at vi skal være at finde i JS og s3 enten i år eller næste år.


Coronaen ødelagde en del af planerne, men vi står skarpt i dette efterår og begge hold er i toppen. Jeg glæder mig til de næste 2 år i Freja og det er for mig fantastisk, at det kan blive i tæt samarbejde med min egen træner i 90’erne Peder Frandsen.

Allan Dvinge
Cheftræner Horsens Freja 1. hold herrer
2018-2022

Peder Frandsen & Allan Dvinge